Verdenshold får håndsrækning på 1,8 mio. kroner
22. september rejser DGI’s syvende Verdenshold ud på sin verdensturné. 28 gymnaster er med på en rejse af opvisninger, kulturudveksling og et budskab om, at idræt skal være sjovt og for alle. Nu har Nordea Danmark-fonden netop doneret 1,8 millioner kroner til Verdensholdet

Foto: Bixphoto
I lang tid så det ud til at Verdensholdet ville mangle omkring to millioner kroner i budgettet, og manager Johannes Bjerre begyndte at overveje at skære i holdets turné rundt i verden. Med 1,8 millioner kroner fra Nordea Danmark-fonden bliver der igen plads til fuldt program af workshops for børn og forrygende opvisninger i mere end 20 lande i udlandet og i et væld af danske byer.
”Verdensholdet er afhængigt af en kæmpestor frivillig indsats, og af at nogen vil støtte med større beløb. Vi er meget glade for støtten fra Nordea Danmark-fonden,” siger Johannes Bjerre.
To dyre lande
Især to lande er dyre at rejse til med udstyr til spring og gymnastik: Australien og Indien.
”Det er klart, at jeg overvejede Australien og Indien, hvor vi ellers har brugt meget tid på at opbygge kontakter omkring udvikling af gymnastik og ikke mindst idræt for børn og unge,” siger Johannes Bjerre.
Med 1,8 millioner kroner fra Nordea Danmark-fonden bliver der igen plads til de to lande i rejseprogrammet – uden beskæringer.
I Australien besøger verdensholdet fire forskellige områder, heriblandt Tasmanien, HkH kronprinsesse Marys hjemegn. Formålet er at udvide samarbejdet i Australien, sikre kultur- og gymnastikudveksling og ikke mindst at lave en række workshops for børn, som inspirerer til mere idræt. Det samme er målet i Indien, hvor turen går til Punjab og New Delhi
Verdensholdets formål
Formålet med Verdensholdet er at fremme kulturel udveksling og fremme fokus på at idræt skal være sjovt, inspirerende og ikke mindst for alle. Samtidig er verdensholdet med sine sublime gymnaster et forrygende show. Holdets budskab formidles via opvisninger og gennem workshops for børn.
Verdensholdets 10 måneders turné går til Sydafrika, Swaziland, Mozambique, Japan, Australien, Kina (Hong Kong), Indien, USA, Costa Rica og Columbia. Holdet vender hjem i foråret 2009 og har fra april til juni en omfattende Europa- og Danmarks-turné.
En oplevelse for livet
”De unge gymnasters på Verdensholdet får en oplevelse for livet. Vi håber, at Verdensholdets gymnaster vil inspirere andre børn og unges til at dyrke idræt”, siger Torben Klein, direktør for Nordea Danmark-fonden, som støtter aktiviteter, der fremmer gode liv